Indsigt, valg og menneskelig vækst - Online behandling eller i praksis i Hillerød

Om opladning, egen omsorg og dårlig samvittighed

/0 Kommentarer/i /af

Jeg har brug for at ligge i opladeren, når det er ferietid!
 
Fedt udtryk – lånt af en med-studerende. Og mange af os kender behovet for at lægge sig i opladeren og få tanket batterierne op i ferietiden. Det er virkelig tiltrængt, for de er ofte helt i bund, når vi nærmer os ferien. 
 
Men mange af os kan ikke nøjes med at restituere i ferierne – vi har løbende i hverdagen brug for at passe på os selv og lade op, så vores ressourcer ikke bliver brugt op, inden vi når hhv. uge 7, 29, 42 eller 51.
 
Problemet kan være, at når vi i hverdagen vælger at gøre noget godt og batteri-opladende for os selv, så følger der, lige i halen af det, en voldsomt irriterende dårlig samvittighed . En skyldfølelse over at vælge sig selv til – på bekostning af noget eller nogle andre. Og skyldfølelsen kan nogle gange være så intens, at den rent faktisk afholder os fra at gøre det, vi ved, vi har brug for. 
 
Konsekvensen kan i sidste ende være forskellige overbelastningsreaktioner, som fx kort lunte og irritation over ligegyldige ting, udbrændthed og uproportionale følelsesmæssige udbrud . Reaktioner, som i sidste ende også går ud over de mennesker, som vi forsøger at tage hensyn til, når vi vælger os selv fra. Det er en dum spiral – men der er en anden vej!
 
Det er forskelligt, hvad der lader vores batterier op. Ved du, hvad din ladestation i hverdagen indeholder? Får du gjort det? 

Vil du ikke have det, som du har det?

/0 Kommentarer/i /af

Mange af mine klienter kommer til mig, fordi de på den ene eller anden måde oplever at være et svært sted i deres liv.

De har enten en present krise pga fx død, skilsmisse eller sygdom. Eller også kommer de, fordi de oplever en generel utilfredshed og nedtrykthed, som de ikke umiddelbart kan henføre til en speciel begivenhed – den er der bare som en underliggende grundstemning i alt, hvad de foretager sig.

Fælles for langt de fleste er, at de meget gerne vil have de dårlige følelser af fx kedafdet-hed, vrede, udbrændthed og utilfredshed til at gå væk.

De vil ikke have det, som de har det.

I stedet vil de gerne være glade, lykkelige, tilfredse og mærke livslyst og gåpåmod. Og helst nu!

Så de forsøger, med alt de har lært, at undgå og undvige de svære følelser. De distrahere sig selv med andre ting og benægter kognitivt tingenes tilstand.

Men så let er det desværre ikke. Tværtimod !

For når du mærker noget ubehageligt, og samtidigt ikke vil acceptere, at det er sådan du har det, så har du skabt dig ikke blot ét, men to problemer, som du må håndtere.

Og de svære følelser går ikke væk af at blive ignoreret. De sætter sig i vores system, og kan på sigt gøre os syge og/eller distancerede fra os selv.

Det er ikke så sært, at vi reagerer, som vi gør. For mange af os har ikke lært andet end, at de svære følelser skulle vi ikke håndtere – vi skulle se at komme videre. “Op på hesten igen”, “nu må du bare fokusere på det positive” og “det går nok snart over” er alle eksempler på, hvordan vi har manglet et sprog, når livet slog kolbøtter.

Jeg tror, at ubehagelige følelser, er det moderne menneskes største frygt. Vi søger det nydelsesfulde, bekvemme og ikke mindst det lykkelige liv.

Men livet er tveægget. Der hører også et ubehag og en vis portion mistrivsel til. Og det tror jeg, vi er nødt til at blive bedre til at acceptere og lære at leve med – i stedet for at prøve at få det til at gå væk.

Jeg tror på, at hvis vi tør lytte til og være med de følelser, der vækker ubehag i vores system, så kan vi blive sat mere fri end en målrettet søgen efter lykken nogensinde vil kunne.

For så er der ikke længere noget eller nogle følelser, vi skal undgå og vi kan opleve vores verden med åbne øjne og mærke livet mere helt – både når det er virkelig hårdt, men også når det er helt fantastisk.

Når vi kan være med og åbne for hele følelsesspektret, bliver selve livet også større. Når ikke vi bedøver os med misforstået følelses-forskrækkelse, så kan lykkens små øjeblikke bedre finde vej til os – også lige midt i den allerstørste krise.

Vil du arbejde med dine svære følelser på en inkluderende og anerkendende måde, så tøv ikke med at tage kontakt: https://www.camillahorup.dk/terapi

Er du tilfreds med dit liv, som det er?

/0 Kommentarer/i /af

I Morten Albæks nye bog Falske sandheder lyder det, at 40 % af os fortryder det liv, vi har levet indtil nu. Samtidigt vil 60 % af os ønske, at vi kunne leve et liv med en højere grad af selvrespekt.
 
Jeg ved ikke rigtigt med de procentsatser. For det slår mig, at vi lever i et samfund, hvor man nærmest skal være en lille smule selvkritisk for at være OK. Vi skal helst have udpeget et næste mål, et højere karrierersigte, eller en personlig udviklingsmulighed, som vi kan tale med om i vennegruppen eller på arbejdet.
 
At være tilfreds og “nøjes” med det liv, som vi nu engang har skabt os, er ikke rigtig comme il faut. Måske er det også Jante, der spiller ind her. Vi skulle jo nødigt tro, at vi var bedre end andre!
 
På samme tid, og hvis man tager et metaperspektiv på vores liv i lille Danmark, så har vi aldrig haft bedre forudsætninger for at være tilfredse, glade og lykkelige.
 
Så hvad er det, der foregår?

Måske er det er en sammenblanding af forskellige faktorer, der efterlader mange af os i tvivl, om vi er OK, og om vi lever livet godt nok.
 
Samfundets forventninger, vores families forventninger, alle de fortællinger, der definerer det lykkelige liv, håb, drømme og visioner for altid at gøre det bedre, få flere midler, så vi kan købe flere ting, opleve mere, spise sundere, se bedre ud, være en bedre forældre, en bedre ægtefælle, en bedre kollega, ansat, chef… alt i alt en bedre udgave af os selv.
 
Vi glemmer os selv i alle disse forventninger, krav og muligheder – og vi bliver forvirrede over, hvilken vej vi skal gå. Hvilken vej ønsker vi selv at gå? Det er nok her tallet omkring selvrespekten slår ind.
 
For når vi glemmer os selv, og prøver at indordne os andres værdier, så ryger selvrespekten. Så kan vi ikke mærke, om vi er glade eller utilfredse – vi resignerer og følger strømmen og gør som vi tror, de andre gør – og vi stræber videre efter et bedre liv uden at tage stilling. Men et sted inde i os føles det forkert og som et svigt af os selv.
 
Jeg tror, det er vigtigt, at vi tager ansvaret for vores eget liv tilbage. I hvert fald skal balancen være en anden, end den er i dag. Vi skal tage ansvaret tilbage både ift. at bedømme, hvordan vores liv fungerer lige nu, og vi skal tage ansvaret tilbage ift. at beslutte, hvad der i givet fald skal ændres. Den ydre påvirkning og styring skal nedtones, så vi kan mærke os selv og vores individuelle behov og ønsker til livet bedre.
 
Tænk, hvis du rent faktisk lever et liv, som du er tilfreds med – uanset, at det ikke er perfekt. Tænk, hvis du synes, at du er OK, som du er – selvom du ikke er perfekt. Tænk, hvis du kunne slippe selvkritikken lidt og føle dig tilfreds og glad – lige dér, hvor du er og med alle de fejl og mangler, som du indeholder. Hvordan ville det være?  
 
Nogle gange skal vi turde være og acceptere dén, vi er, før vi kan bevæge os et andet sted hen eller skabe en forandring.

Teenagere vil IKKE fikses!

/0 Kommentarer/i /af

Vores unge mennesker gider ikke blive fikset af deres forældre – og de får det endnu værre, end de allerede har, når de også skal rumme, at deres forældre får det svært, når de har det svært.

Børn vil ikke være en byrde for deres forældre – så hellere klare ærterne selv!

Har du svært ved at rumme, når din teenager har det svært og bøvler med at finde vej i livet? Og er din første impuls at hjælpe, trøste, give gode råd og fikse problemet?

Så STOP OP NU og lær dig selv en anden strategi! For jeres begges skyld.

De fleste unge mennesker har perioder, hvor deres trivsel er udfordret, og hvor livet gør ondt. De har problemer med deres selvværd, er utilfredse med deres udseende, med deres voksne, med vennerne, med kæresten, de er ensomme, ikke dygtige nok, triste, nedtrykte eller har fundet på uhensigtsmæssige strategier til at slippe for problemerne for en stund.

Alt det er HELT normalt. Og det er virkelig vigtigt, at de allerede nu lærer AF DIG, at sådan er livet også en gang i mellem.

Midlertidige kriser er en del af teenagelivet, såvel som det er en del af resten af livet. At forsøge at få kriserne til at gå væk er utopisk. I stedet skal vi lære at navigere i dem på en sund måde, herunder lære gode mestringsstrategier for at komme igennem dem – ikke uden om dem.

Jeg møder så mange unge mennesker i mit arbejde (og i privaten, inkl. mine egne!) som siger, at de elsker deres forældre højt, men at de ikke altid synes, de kan tale med dem om deres problemer, fordi forældrene ikke lytter ordenligt til, hvad de siger.

I stedet oplever de, at forældrene lytter lidt og så ellers går i gang med fx at give gode handlingsanvisende råd og tale om, “at så slemt er det nok heller ikke, hvis bare…”…de gode råd bliver fulgt.

På trods af gode intentioner om at hjælpe med det svære, så oplever de unge sig ikke hørt og de føler sig negligeret og ikke taget alvorligt. Og ikke mindst så føler de det som om, at deres forældre ikke kan rumme, at de har det svært og er kede af det. De mærker forældrenes uro ved ikke at kunne fikse udfordringen, hvilket for mange betyder, at de trækker sig for ikke at blive en belastende byrde i forældrenes liv.

Ligningen hedder fra den unges vinkel:

Når jeg er ked af det og deler det = mine forældre vil fikse mig og få det til at gå væk = jeg vil ikke være en byrde = jeg stopper med at dele, når jeg er ked af det = mine forældre oplever afstand og modstand og presser på for dialog = pres avler modpres, så jeg trækker mig endnu mere og forholdet går i hårknude = jeg føler mig misforstået og mine forældre er ikke brugbare.

(Ting kan godt blive ret sort og hvidt i en teenagers hjerne)

Desværre er konsekvensen ofte, at de unge vælger ikke at dele så meget med forældrene – de lukker dem ude af deres følelsesliv og kontakten bliver ikke et trygt sted, som de kan falde tilbage på, hvis deres strategier ikke virker. Problemet kan også være, at så kommer de heller ikke og spørger, når de er ude på dybt vand og virkelig har brug for et godt råd.

Ligningen er super problematisk. For de unge HAR meget brug for at dele alt det svære de går igennem. Når vi i kontakt med et andet menneske taler om udfordringerne, så beroliger vi vores nervesystem, og det giver i sig selv overskud og mere balance til netop at håndtere alle både gode og svære ting, som livet byder på.

At tale om problemerne hjælper dem til bedre at kunne regulere sig følelsesmæssigt, og det skaber værdi, at få sagt tingene højt og ligesom få lidt mere styr på brikkerne i livets store puslespil. Men de har brug for selv at have ansvaret for at få styr på puslespillet og andre kan ikke lægge det for dem.

Så forældre: STOP med at forsøge at lægge brikkerne på plads for dem. STOP med at forsøge at få din teenagers problemer til at gå væk. Og med det mener jeg: STOP med, som det første, at sætte autopiloten på enten fikse-, forsvare-, trøste- eller opmuntremode. Gør kun dét, hvis de beder om det.

Prøv i stedet bare at lytte og ikke sige noget – andet end måske små anerkendende nik eller spejlende lyde, som følger den unges fortælling på vej – kan fx være aha, hmm, ja eller nej.

Prøv det én gang – og oplev, om der er en forskel i jeres dialog og måske en forskel inde i dig.

Hvis du er ligesom mig og størstedelen af alle andre kærlige og omsorgsfulde forældre, så gør det ondt helt ind i hjertet når dit barn har det svært. Og trangen, til at få det til at gå væk, er genkendelig og helt normal. Problemet er bare, at det er ikke dét, de unge mennesker har brug for. Den trang må tøjles lidt, så den unge i stedet kan bruge dig til at smide brikkerne op ad og derigennem lære sig selv bedre at kende og selv lære, hvordan livets udfordringer kan og skal håndteres.

Så hvis ikke man må fikse, guide og give gode råd, hvad er det så de unge mennesker efterspørger fra deres forældre?

De vil gerne elskes og respekteres som dem, de er – også når de dummer sig eller ikke helt lever op til deres egne eller andres forventninger. De vil gerne have et trygt sted, hvor de altid kan gå hen, hvis livet slår knuder og brikkerne i puslespillet ikke sidder rigtigt.

Hos jer, deres elskede forældre, som de har så meget brug for og samtidigt skal forsøge at løsrive sig fra, søger de på daglig basis:

  • Et øre, der kan lytte uden at munden kommer med løsningsforslag
  • En kontakt og en dialog, som anerkender og rummer de følelser, som den unge har – både de glade, de triste og de vrede følelser
  • Omsorg for den unge, uden at omsorgen mest hører til hos forældrene selv – a la: forælderen går i stykker, hvis ikke den unge får det bedre snart
  • Et kærligt og roligt blik, som I: jeg stoler på, at du er et kompetent menneske, som finder vejen og på sigt får lagt brikkerne rigtigt. Ansvaret er dit, og jeg er her, hvis du har brug for mig
  •  Et knus uden ord eller bare et: jeg elsker dig, fordi du er dig med alt hvad du er og ikke er.

Hvis du som forældre rent faktisk oplever, at du reelt går i stykker indeni, når din teenager har det svært, så er dét nærmest umuligt at skjule. Og så vil du have svært ved at følge ovenstående guide. Dét er der råd for. Men det kræver, at du er villig til at gøre et stykke arbejde med dig selv, for at få mere styr på grænserne mellem dit barn og dig og måske på, hvad der er på spil i dig, når dit barn har udfordringer. Dét kan jeg hjælpe dig med – så du og din teenager kan få et sundt og godt forhold som fundament for jeres kontakt resten af livet.

Disclamer: for at foregribe en evt kritik, vil jeg tydeliggøre, at der naturligvis er situationer, hvor forældre skal tage ansvaret fra barnet / teenageren og handle / give gode råd – også selvom den unge ikke ønsker det. Disse situationer er i min optik dog kun, hvor den unge er i en betydelig og livstruende krise og er til fare for sig selv eller andre.  

Kender du til diagnosen PNES?

/0 Kommentarer/i /af

Det gør jeg – som pårørende. Men hvad er PNES for en fisk?

Jeg har før joket med sære bogstavskombinationer, men denne gang er det ingen joke. PNES er en alvorlig sygdom, der forårsager at mennesker dissocierer i en grad, hvor de i værste tilfælde mister bevidstheden og får krampelignende anfald.

Tilstanden kan ligne epileptiske anfald, men er det ikke, da forstyrrelsen ikke kan måles i hjernen som ved epilepsi.

Dissociation er en form for afbrydelse eller manglende sammenhæng i bevidstheden. Normalt arbejder vores sanser, vilje, bevidsthed og hukommelse sammen, men ved dissociation afbrydes samarbejdet midlertidigt. Det gør, at følelser, tanker og krop opleves som skilt fra hinanden.

Vi kender det alle i mild form, når vi fx glider hen i dagdrømme og glemmer tid og sted, eller går hen i køkkenet for at hente noget, men, når vi kommer der hen, har glemt, hvad det var, vi skulle.

Forkortelsen PNES står for Psychogenic NonEpileptic Seizures – på dansk kaldes sygdommen også dissociative anfald eller funktionelle anfald. Både børn og voksne kan få sygdommen.

Jeg har de sidste år haft denne sygdom tæt inde på livet som pårørende, og har i den forbindelse været involveret i det offentlige sundhedssystems håndtering og behandling af lidelsen.

Ikke overraskende et noget utilfredsstillende forløb – ikke mindst fordi der mangler viden om sygdommen blandt de fagprofessionelle, med dertil følgende fejlbehandling, og fordi ventetider på behandling (kognitive samtaler) er kritisk lange.

Som en del af mine afsluttende eksaminer som gestaltterapeut, har jeg i går forsvaret en synopsis, der har undersøgt, om – og i givet fald hvordan – den gestaltterapeutiske metode med sit eksistentialistiske udgangspunkt, kan understøtte mennesker, der er diagnosticeret med PNES, så de kan leve et meningsfuldt liv med sygdommen.

I processen har jeg blandt andet læst patientberetninger, interviewet mennesker med diagnosen og talt med sundhedsfagligt personale. (Og stort tak til alle der har bidraget).

Den korte udgave af min konklusion er: JA, også i forhold til klienter med en PNES diagnose kan et gestaltterapeutisk forløb gøre en positiv forskel og bidrage til klarhed, nye indsigter og handlemuligheder – samt på den lange bane understøtte menneskelig vækst og udvikling, som kan betyde varige livsforandrende beslutninger om at gøre noget andet i og med livet, end man hidtil har gjort.

Det handler blandt andet om at tage ansvar for sit eget liv og helbred og acceptere virkeligheden, som den er og med alt, hvad den er – også alt det, vi helst vil undgå at forholde os til, fordi det er svært eller gør ondt i os.

Det handler om at slukke for vores autopiloter, om ikke at ville lade sygdommen opsluge vores identitet og om ikke at være et offer for en diagnose, men i stedet insistere på at være chauffør og gearskifter i eget liv.

Det var den korte udgave af min konklusion – den lange udgave udkommer jeg måske med en anden gang 😉

Mit 4-årige uddannelsesforløb ved Nordisk Gestalt Institut afsluttes i december måned med en klinisk eksamen, men for nu er jeg glad og tilfreds med et 12-tal i den teoretiske del og håber, at mit lille mini-studie kan bidrage til udbredelsen af denne voldsomme sygdom, så flere kender til symptomerne og så vi kan forebygge fejldiagnoser og fejlbehandling.

Hvis du vil have mere information om PNES kan du se på hjemmesiden her.

Hvis du har brug for hjælp til at håndtere sygdommen, kan du kontakte mig på https://www.camillahorup.dk/kontakt

Er du ven med alle dine følelser?

/0 Kommentarer/i /af

Følelser kan være noget, vi undgår, fordi de kan virke farlige og smertefulde. Men det er vigtigt at kunne mærke sine følelser, for de giver os vigtige beskeder. Fx giver de signaler, der fortæller os, om vi gør det rigtige, om vi får dækket vores behov og og om vi forbinder os konstruktivt til os selv og andre.

Lytter du efter budskaberne?

Din krop, dine følelser og dine sansninger fortæller dig, hvad du har brug for! Og når du ved, hvad du har brug for, kan du faktisk gøre noget for at imødekomme dine behov. Dine signaler og behov kan handle om helt basale ting, som at du er sulten eller tørstig, at du er træt eller overstimuleret og fx har brug for ro.

Men budskaber fra dit system kan også handle om mere subtile ting, så som om du får sat de rigtige grænser over for fx din chef eller svigermor, eller om du går for meget på kompromis med dig selv. Er der fx god kontakt mellem dig og din partner eller opfanger dit følelsessystem en disharmoni, som forstyrrer i hverdagens trummerum? Hvis ikke du lytter efter din krops signaler, overhører du måske vigtige advarsler om alvorlig overbelastning eller endda sygdom.

Ofte tænker vi ikke så meget over, hvordan vi har det, og hvilke følelser der er på spil i os – det forgår helt instinktivt og nærmest på automatpilot. For det meste er det en fin strategi, for vi skal ikke ”pille navle” hele tiden eller overanalysere enhver mærkning i vores system. Men hvis du aldrig lytter rigtigt efter og tager dine signaler alvorligt, så er det heller ikke så godt.

Som altid handler det om balancer og om, hvorvidt du faktisk har muligheden for at slå autopiloten fra, stoppe op og lytte til hvad der foregår i dig. Kan du skabe en fokuseret bevidsthed og selv skifte gearet alt efter hvad du har brug for. Kun hvis du er opmærksom, har du muligheden for at blive nysgerrig og undersøgende på dine følelser, og på hvad de signalerer til dig.

Nogle følelser er nemmere at være i end andre

Dine følelser er ikke alle lige lette at håndtere. Nogle er nemme at være i, fx når du er glad og i ro og balance. Andre kan være meget svære at være i. Det kan fx gælde for vrede, angst eller sorg. Og nogle gange dækker en følelse over en anden – og her kræver det virkelig opmærksomhed for at forstå, hvad der er på spil. Fx dækker vredesudbrud ikke sjældent for en følelse af ked-af-det-hed, svigt eller skam – men følelsen af vrede er lettere at rumme og udtrykke end følelsen af at være såret.

Den måde vi mærker eller ikke mærker vores følelser, er noget vi har tillært os gennem livet. Det samme gælder ift. hvordan vi reagere eller ikke reagere på følelser. Og derfor skal vi også huske, at alle mennesker er forskellige, og hverken mærker eller reagere ligesom dig når situationer bliver følelsesmæssige.

Hvis du fx er opvokset i en familie, hvor der har været meget vrede, så kan du have let ved selv at vise vrede og synes, at det er meget naturligt at vise vrede eller fx sætte grænser og reagere mod uretfærdighed. Men du kan også være en person, der er blevet skræmt af vreden og derfor har gemt din egen vrede helt væk.

Omvendt kan du være vokset op i en familie, hvor alle (på overfladen) var glade hele tiden, og hvor der ikke var plads til andet end positive varianter af følelserne. Måske var det forbundet med skam at vise sårbarhed eller ikke være perfekt, og måske var det ikke legalt at vise vrede eller trods. Det kan have betydning for, hvordan du selv har det med at rumme og udtrykke fx vrede, sorg eller ikke at være ufejlbarlighed.

Tillad de ubehagelige følelser

Alle følelser bliver altså positivt eller negativt ladet inde i os, alt afhæng og af hvad vi selv er opvokset med. Helt instinktivt er de fleste klienter jeg møder indrettet sådan, at de ikke er så gode venner med de mere ubehagelige følelser. Faktisk forsøger mange at få de svære følelser til at gå væk.

Jeg tror, at ubehagelige følelser, er det moderne menneskes største frygt. Vi søger det nydelsesfulde, bekvemme og ikke mindst det lykkelige liv. Men livet er tveægget. Der hører også et ubehag og en vis portion mistrivsel til. Og det tror jeg, vi er nødt til at blive bedre til at acceptere og lære at leve med – i stedet for at prøve at få det til at gå væk.

Desuden er det sådan, at de svære følelser (desværre) ikke går væk af at blive ignoreret. De sætter sig i stedet i vores system, og kan på sigt gøre os syge og/eller distancerede fra os selv og vores omgivelser. Ikke mindst derfor er det vigtigt at lytte efter dine følelser og din krops signaler.

Følelserne er ikke problemet, men medicinen

Vi kan ikke undgå at have følelser, og den præmis kan vi lige så godt acceptere. I mit univers er følelser ikke problemet. Følelserne er medicinen. Følelserne er kun problematiske, hvis ikke vi vil have med dem at gøre.

Den gode nyhed er nemlig, at når du lærer dine følelsesmæssige reaktioner og mønstre bedre at kende, bliver du mere tryg ved dem, når de viser sig, og du kan derfor slappe mere af sammen med dem. På den måde bliver de ikke så styrende for dit liv, og du bliver bedre til at regulere dem, når de viser sig, og bruge dem konstruktivt i dit liv. På den måde tager du styringen med dine følelser i stedet for, at de tager styringen over dig.

For at nå dertil kræver det dog, at du bruger energi på at lære dine følelser at kende, øver dig i at rumme dem og lade dem være en accepteret del af dig, når de fylder.

Forandringer sker ikke over natten, men selv små tiltag kan virke som store sejre, når du oplever, at det virker. Og når du bliver bedre til at acceptere alle side af dit følelsesregister, vil du opleve en større grad af egenomsorg, mulighed for at kunne regulere dig selv og en større grundlæggende styrke i livet, hvilket netop kan polstre dig, når livet viser tænder.

Hvor starter du?

  • Prøv at observere hvilke følelser du rummer.
  • Hvordan har du det med dine følelser?
  • Er der nogle du kender bedre end andre?
  • Er der nogle du prøver at undgå?
  • Har du nogle favoritter?
  • Er der nogle du gerne vil undersøge mere?

Hvis du vil have hjælp i undersøgelsesprocessen, er du velkommen til at kontakte mig.

Lose your mind and come to your senses

/0 Kommentarer/i /af

Undskyld, men hvad betyder det? 

Citatet stammer fra gestaltterapiens grand old man Fritz Perls. Og da jeg læste det første gang, provokerede det mig umiddelbart, at han dikterede mig ud af mit hoved og ind i mine sanser. Når andre mennesker har projekter på mine vegne, går jeg let i forsvar og bliver “Camilla-modsat” – yt af min kahyt, tak!

Som gestaltterapeutstuderende vidste jeg dog, at modstanden nok havde et relevant budskab, som jeg kunne lære noget af. Som altid er der nemlig en bagvedliggende gave ved ting, der sætter mit system og (primært) min vrede i svingninger – hvis jeg tør se nærmere efter.

Ergo besluttede jeg ikke bare at affærdige citatet som noget gammelt ævl, men i stedet forholde mig til det og finde min mening med det.

 

Er vi primært tænkende eller følende væsner?

Jeg var – og er – primært et tænkende væsen. Det er i hvert fald det stående narrativ, jeg har om mig selv. Og jeg har nok tidligt lært mig, ikke at være bevidst om de mange følelser og affektive processer, der underliggende og ubevidst også har styret mig. Jeg mente, at jeg via mine kognitive kompetencer havde kontrol over mig selv og ikke mindst over mine tanker. Og et var rigtigt fint! 

Jeg tænkte næsten altid. Jeg tænkte forud på hvad der skal ske, forberedte mig grundigt og prøvede at kontrollere situationen, så intet kunne ryste mine planer og skabe uro. Derudover tænkte jeg bagud – jeg efterrationaliserede. Jeg analyserede og vurderede på bagkant, hvordan det så gik, om jeg fik håndteret situationen godt nok, og hvad jeg kunne gøre bedre næste gang. Ikke mindst så prøvede mine tanker altid at regne ud, hvad alle andre omkring mig tænkte. Hvad mente de om mig, om situationen og ikke mindst om min præstation?

 

Shit, mine tanker havde meget magt!!

Non-stop kørte analyseapparatet på højtryk – med fokus på situationer, der var sket og på situationer, der (måske) ville ske.

Da jeg fik kigget nøjere efter, var problemet, at analyseapparatet larmede uhensigtsmæssigt meget og hele tiden. Jeg kunne faktisk ikke stoppe larmen. Så når jeg sad til møde på arbejdet, var ude og spise med en veninde, eller spillede kort med mine unger – var der ikke rigtig ro på øverste etage. Mine tanker kværnede afsted, og jeg opdagede, at det fratog mig en oplevelse af at være nærværende i situationen og i mit liv mere generelt.

Jeg opdagede også, at mange af de tanker, jeg havde, var ret destruktive og fordømmende. Ikke mindst overfor mig selv. Hold nu op, hvor lavede jeg mange fejl og gjorde mange ting dårligere, end hvad alle andre ville have gjort. Intet var godt nok og i øvrigt ville de andre nok lige om lidt gennemskue, at jeg slet ikke var så dygtig en medarbejder, så sød en veninde eller så god en mor, som jeg foregav at være.

Det var virkelig trist at få øje på, hvor hård jeg var ved mig selv. Men det var også godt at få øje på det. For opmærksomheden gjorde mig bevidst om, at det var dét, der foregik. Jeg var min egen værste kritikker og hårdeste dommer, samtidigt med at jeg stort set altid var optaget af fremtiden eller fortiden og ikke helt formåede at være i nu’et.

 

Kroppen og sanserne talte også til mig!

Hvis ikke tankerne skulle have magten (hele tiden) – hvad skulle så? Det var her kroppen blev relevant. For i processen kom også en bevidsthed om, hvor mange signaler jeg fik syd for hagen – fra kroppen – og på, hvor lidt jeg lyttede til de signaler og tog dem alvorligt.

 Kroppen havde for mig, igennem mange år, været et appendiks til mit hoved. Noget, der var godt at have med mig, og som kunne bruges konstruktivt, men som ikke havde så meget mere værdi. Den var der bare – og skulle helst fungere.

Og sanserne… det jeg mærkede og det jeg følte…  brugte jeg egenligt det til noget? Konklusionen var: ja, en gang i mellem, men det var mere undtagelsen end reglen, at jeg lagde mærke til dem og gav dem noget (positiv) opmærksomhed. Mine positive sanseindtryk og mærkninger blev for det meste taget for givet og / eller ignoreret. Men de svære følelser eller fornemmelser (ked-af-det-hed, ond i maven, forkerthedsfornemmelser), gjorde jeg alt i min magt, for at få til at gå væk. Jeg distraherede mig selv, talte grimt til mig selv om, at det var for langt ude at have det sådan, og negligerede i det store hele, at de fandtes. 

 

Balancen var helt skæv! 

Det blev tydeligt for mig, at balancen var i udu. Balancen mellem min tænkende hjerne og mit sansende system – og det fratog mig friheden til at vælge, og til at sætte mig i føresædet af mit eget system. Jeg ville noget andet!  

Jeg ville have mulighed for at bruge og være opmærksom på alle de signaler, som mit system gav mig. Mulighed for, at tillægge en fornemmelse i maven lige så meget vægt, værdi og betydning som en tanke i hovedet. Og ikke mindst have mulighed for at slukke og tænde for tankemylderet, og være ok med en morgen at vågne med ondt i maven, fordi noget var svært i mit liv. Jeg ønskede at have muligheden for bevidst at kunne navigere fleksibelt mellem mine tanker og mine kropslige reaktioner.

 

Hvor sidder STOP-knappen?

Det var en skræmmende opdagelse, at min hjerne havde kontrollen over mig, og at jeg reelt identificerede mig med mine tanker. Men det var sådan det stod til!

Erkendelsen i sig selv var et stort første skridt for mig. Erkendelsen af, at mine tanker og mine kognitive kompetencer var et værdifuldt værktøj for mig at bruge, men at det ikke definerede, hvem jeg var som menneske. 

Heldigvis oplevede jeg ret hurtigt, at bevidstheden om, hvad der foregik, gav mig mere kontrol over, hvornår mine tanker var velkomne, og hvornår de ikke var. Når jeg opdagede, at de i en given situation faktisk var en ubrugelig distraktion, der stjal min opmærksomhed, kunne jeg bedre slukke for dem.

Og sluk-knappen i dette tilfælde var for mig at tune ind på Nu’et – rette fokus på det nuværende og helt konkrete øjeblik. Stoppe op og fx kort fokusere på at trække vejret. Når du gør det, er dit fokus på NU. Og det magiske er, at tanker ikke kan finde ud af at være i nu’et – de er altid i fortiden eller fremtiden. Men ikke i Nu’et.

Med sluk-knappen, opmærksomhed og kontinuerlig træning oplevede jeg stille og roligt at tage kontrollen tilbage. Og, kan jeg lige så godt sige med det samme, det kræver virkelig meget træning. Det er helt ligesom andre “dårlige” eller ubevidste vaner – de brydes ikke fra det ene øjeblik til det næste. træning og kærlig overbærenhed med mig selv når ikke det lykkedes (i stedet for at skælde mig selv ud – som jeg plejede). 

For jeg “falder stadig i” nogle gange, får tankemylder og destruktive dage, hvor jeg ikke er særlig sød ved mig selv, og hvor jeg glemmer at lytte til de signaler, som jeg får fra min krop. Men der går ikke længere så lang tid, inden jeg forstår, at det er dét, der er sket, og at jeg har overdraget ansvaret og kontrollen til mine tanker. Og som sagt er opmærksomhed den allervigtigste faktor for at kunne tage kontrollen tilbage og forblive en mere autentisk og helstøbt udgave af mig.

 

Du dør ikke af at slå hjernen fra!

Så for at vende tilbage til citatet ovenfor… Lose your mind and come to your senses. 

For mig betyder det blandt andet: du dør ikke af at slå din hjerne fra engang i mellem. Tværtimod, når du gør dét, er din krop, dine sanser og dine følelser lige så kompetente til at guide dig i livet, på arbejdet eller i privaten. Kan du omfavne og lytte til hele dit system, rumme både gode og svære tanker og følelser, bliver livet mere rigt – det er i hvert fald min erfaring. Først da jeg kunne mærke dyb dyb sorg, kunne jeg også mærke dyb dyb glæde. 

Måske kan du, der læser med, relatere eller skabe resonans i det jeg skriver. Hvis du kan, er du velkommen til at lade dig inspirere af min proces – og måske selv en dag tage livtag med balancerne i dit liv.

Og husk – intet er sort eller hvidt. Det er IKKE finere at være kroppen eller i hovedet – men det er super fint, hvis du kan formå at være begge steder så du ikke kun er i enten dine tankers eller i dine følelsers vold. 

Kender du en “pleaser-type”, der overskrider dine grænser?

/0 Kommentarer/i /af

Hensynsbetændelse, behagetypen eller pleaseren.

Kært barn har mange navne. Det kan være svigermoren, der uhæmmet starter sin ankomst med at ordne dit hus og vasketøjet – uden du har bedt om det. Moren eller veninden, der øser ud af gode råd og egne erfaringer om børneopdragelse, madlavning, jobsøgning. Eller chefen, der er så optaget af sine egne gode ideer opgavens udførsel, at dine løsningsforslag ikke kommer i spil. 

 

Definition af hensynsbetændelse:

Overdreven, selvudslettende og ofte misforstået hensyntagen til andre. 

 

Typisk karakteristika:

  • Du undlader at gøre eller sige det, som du selv finder rigtigt – af frygt for andres reaktion, og fordi det giver dig dårlig samvittighed. 
  • Du får tit sagt JA, selvom du ville have sagt NEJ. 
  • Du har svært ved at sætte grænser, og stille krav til dine omgivelserne og får ikke taget hensyn til dig selv. 
  • Du stoler ikke på din egen ”mavefornemmelse” – eller du ignorerer den helt. 
  • Du er opdraget til at sætte alle andre før dig selv, hvilket gør, at du tilsidesætter dig selv og til sidst ikke aner, hvad du selv har brug for eller har lyst til.

Hensynsbetændelse kan forklares som en tilstand, hvor du er i underskud af selvværd og egenomsorg, og hvor du forsøger at skabe overskud hos dig selv, ved at dække andres behov. Du gør det ikke for at være ond, men fordi det er den måde du har lært at være i kontakt med andre på. 

Når du behager andre, så kan du sole dig i deres taknemmelighed og du bliver bekræftet i, at du er dygtig, hjælpsom, betydningsfuld og værdifuld for andre – elsket. Og vi har alle brug for at føle os elsket!

Tag ikke fejl – dine omgivelser værdsætter formegentlig din hjælpsomhed utroligt højt. Og elsker dig med høj sansynlighed også. Det er fantastisk at have “en pleaser-type” omkring sig, fx når hverdagens hamsterhjul buldrer derudaf. Men der er et tidspunkt, hvor hjælpen bliver noget andet end bare hjælp, og hvor gode intentioner og gensidig kærlighed bliver overskygget af noget andet – frustration og irritation. Så hvad foregår der?

 

Hvornår bliver pleaserens adfærd grænseoverskridende? 

Problemet er, at nogle gange har en person med hensynsbetændelse så travlt med at blive bekræftet og gøre noget hjælpsomt for andre, at dét i sig selv bliver vigtigere end den andens egentlige behov. 

Når dét sker bliver “pleaseren” ofte mere en belastning end en hjælp. For pleaseren glemmer at tjekke af hvad behovet, der skal dækkes, egenligt er, men maser i stedet gævt på og løser behov, der måske ikke eksisterer. 

En sådan adfærd kan hurtigt blive grænseoverskridende for vedkommendes omgivelser og så kan konflikter blive optrappet i en voldsom fart. 

For når ikke  “pleaseren” får den forventede taknemmelige reaktion, men tværtimod møder irritation og afstandstagen, så regredierer pleaseren ofte til en offer-rolle, der udtrykker skuffelse over ikke at blive værdsat, elsket og ønsket. 

“Nå, man kan da heller aldrig gøre noget rigtigt her i huset. Så kan jeg da også bare tage hjem til mig selv og aldrig komme her mere.”, siger pleaseren og tigger og beder i sit stille sind, om at de andre svarer: Nej, nej sådan var det jo ikke ment. Selvfølgelig skal du ikke tage hjem, og vi er da helt på spanden, hvis ikke vi havde dig til at hjælpe os”. 

Det siger de måske nok, men bag facaden kan der være bygget endnu mere irritation op, der vil støje i relationen på den korte og den lange bane. Det er sådanne situationer, som til sidst kan gå helt i hårknude og ende med, at en lille bitte episode kan få bægeret til at flyde over. Nogle gange med den konsekvens, at en relation fuldstændig vælges fra og kontakten helt bliver afbrudt. Til frustration og sorg for alle parter.

Pleaseren føler sig misforstået og afvist. De pårørende vil gerne have hjælpen, men mærker samtidigt frustration og måske også dårlig samvittighed over ikke bare at være taknemmelig. Reaktionen forekommer måske ikke proportional – og alligevel nødvendig for at markere at en grænse er nået. 

 

Hvad gør du ved det?

Der er altid to sider af en pandekage! Og måske læser du dette indlæg, fordi du er en person med tendens til hensynsbetændelse, eller også læser du med, fordi du er pårørende til en pleaser og er frustreret over, at relationen er usund at være i. 

I begge tilfælde er der håb forude. Jeg kan hjælpe både pleaseren og den pårørende med at få skabt klarhed om, hvad der foregår og opøve kompetencer til at understøtte grænsesætning og forudsætninger for bedre relationer. Ofte skal der ikke så meget til for at ændre dynamikken.

 

Men det kræver, at du vover at række ud og beder om hjælpen. 

Om at komme fra København til Helsingør hvis du står i Valby

/0 Kommentarer/i /af

Hvis du vil ændre på noget, skabe en forandringen der kan mærkes i livet, er det vigtigt, at du kender dit udgangspunkt – det rigtige autentiske udgangspunkt. Det er vigtigt, at du ved, hvem du er, og hvad du står for. Hvad er dine styrker og hvad er dine udfordringer. Sådan helt ærligt….

For hvis du vil skabe en varig forandring, kan du ikke gøre det med udgangspunkt i den person, som du ville ønske du var, og som du måske nogle gange bilder andre (og dig selv) ind, at du er.

Det er lidt ligesom, at du ikke kan tage fra Københavns Hovedbanegård til Helsingør Station, hvis du står i Valby.

Hvis du gerne vil ændre en særlig måde, du reagere på i en konkret situation (fx på arbejde eller med din kæreste), så må du nødvendigvis se på, hvordan det faktisk er du handler i situationen. Ellers kan du ikke vælge anderledes, og så vil du, med overvejende sandsynlighed, fortsætte med at gøre, som du plejer næste gang, du står i situationen. 

Kender du dét, at du gentager mønstre, som du ikke har lyst til at gentage, og alligevel kommer du på en eller anden måde til det igen og igen ?

Dét kan jeg hjælpe dig med at se på og få ændret !

Kontakt mig på mail eller telefon eller send mig en besked og så kontakter jeg dig. 

I vores samtale får du tid og mulighed for at stille ind på dig selv og på de udfordringer, du står i. Jeg kan hjælpe dig med at være nysgerrig på dig selv og på dine relationer, og sammen med dig undersøge, hvordan du har det, og hvordan dine handlemønstre er.

Sammen kan vi udfolde perspektiver og valgmuligheder og blive klogere på, hvad der er vigtigt for dig i dit liv, og hvad der er det rigtige næste skridt for dig.

Om forældreskab og hvordan vi bedst hjælper vores børn

/0 Kommentarer/i /af

I Kristeligt Dagblad den 8. april 2022 skriver en psykolog: “Risikerer vi at ikke at tabe en generation af børn på gulvet, når forældrene først og fremmest søger en diagnose for at forklare børnenes udfordringer?”

Jeg tror desværre, at der er noget om det, og jeg tror desværre også, at en af grundene til, at forældre (og systemer) søger diagnosen og afklaringen er, at hjælpen til barnet (fra systemet) så forekommer tættere på. Men hvad nu, hvis vores børn ikke har bedst af at blive rullet ind i det psykiatriske system, med alt hvad det indebærer af stigmatisering og kassetænkning.

Hvad hvis vi i vores forældreskab kunne lære os nye relationelle og emotionelle kompetencer, der kunne understøtte at vores børn, med deres reelle udfordringer, blev mødt, set og hørt mere nuanceret i hjemmet og fik mere kompetent hjælp til at regulere sine følelser, sin uro, sin angst, sine raserianfald eller anden udad-eller indad reagerende opførsel. Tænk, hvis vi forældre kunne gøre en forskel og hjælpe vores børn til at stå stærkt i livet, som lige præcis det lille menneske de er, med lige præcis de udfordringer, som livet byder på.

Jeg tror vi, som denne generations forældre, er nødt til at tage det ansvar på os – samfundet kan ikke holde til, at vi lader være. Og det kan vores børn heller ikke!

Hvis du vil arbejde med dit forældreskab og få hjælp til at se mere nuanceret på den måde du hjælper dit barn, så ræk ud og lad os starte samtalen med det samme.

Du kan kontakte mig og se mere om priser etc på https://www.camillahorup.dk/booktid