Hvorfor er det så svært at skabe varig forandring for os selv og for andre? Hvorfor virker min slankekur eller nytårsfortsæt om rygestop ikke. Hvorfor råber jeg af ungerne og min kæreste? Hvorfor kan jeg ikke tale fornuft med eller skubbe til teenagerens dårlige vaner? Hvorfor gør medarbejderne som de plejer, og ikke som de lærer på kompetenceudviklingskurser?

En af årsagerne er autopiloter. Autopiloterne overtager styringen med vores liv – og med vores handlinger og måder at være i relationer med os selv og med andre. Og autopiloter er, som ordet indikerer, automatiserede. De får os til at handler uden omtanke, pr. refleks og til tider mod bedrevidende. Det er PLEJER i en ureflekteret udgave, og det er, frem for alt, ikke et bevidst valg.

Lidt mere kemisk kan man sige, at hjernen er så snedigt indrettet, at den del, der har med følelser at gøre (amygdala i den limbiske hjerne), ikke responderer på viljestyret tænkning. Det er blandt andet derfor, du kan beslutte dig nok så meget for at ville gøre noget andet, end du plejer, men hvis der er noget følelsesmæssigt på spil i dig, vil din reaktion ofte være instinktiv. Og der er oftere end vi tror følelsesmæssige elementer på spil i os.

En anden ting er, at forsøget på at være noget andet end det vi er, ofte ikke virker efter hensigten. Mange af os er udstyret med et meget kritisk og dømmende sind – særligt er vi kritiske overfor os selv. Det kan være positivt – vi udvikler viljestyrke og fightersind og vi stræber efter at dygtiggøre os og få succes.

Men det kan også tippe over og bliver uhensigtsmæssigt. For denne stræben efter at blive en anden (og bedre?) udgave af os selv, er noget der ligger ude i fremtiden, og uden for os selv. Ønsket om (blot) at være den udgave vi er, er forbundet med nutiden, og er indeværende i os selv.

Sagt på en lidt anden måde, betyder det, at det dømmende og kritiske sinds evige skubben os selv til handling og stræben, kan blive en hæmsko, der forhindrer os i at være til stede i vores liv og i vores relationer. Det kan blandt andet ske, fordi der bag ved vores stræben er et underliggende ønske om at blive set, hørt og respekteret – og ja, uden at blive for hippi-agtig, så ønsker vi alle blot at blive elsket og værdsat.

Spørgsmålene ligger lige for: Hvis vi (bare) er den person vi er – NU, er vi da ikke værd at elske? Og elsker vi mon os selv, for den person vi er – NU? 

For mange af os, er svaret desværre ikke et entydigt ja. 

Så hvad gør vi?

For det første skal vi udvikle vores opmærksomhed. Opmærksomhed på hvad der foregår. Opmærksomhed på hvor dine autopiloter vil føre dig hen, og hvad din primære go-to-reaktion er. Kun hvis du er nærværende, selvreflekterende og kontinuerligt opmærksom på dine autopiloter, kan du have forhåbninger om at tage andre valg og handle anderledes – også på den lange bane, så fx rygestoppet holder mere end 2 uger eller din måde at tale til og med dine børn ændres varigt.

Derudover er der stor værdi i at erkende, hvem du (også) er. Ikke hvem du gerne vil være, men hvem du er – NU. Og ikke kun de skønne sider; at du fx er en fantastisk, kærlig og sympatisk forældre, ægtefælle og medarbejder, som tænker på andre og opfylder sin pligter som demokratisk samfundsborger.

Også de andre sider af dig – dem du måske ikke kender så godt. Hvis du er fantastisk, kærlig og sympatisk – kan du så også være forfærdelig, ukærlig og usympatisk? Min påstand er, at ja, vi indeholder også alle vores modsætningsfyldte sider!

I teorien kan den ene side ikke eksistere uden den anden. Lys kan ikke eksisterer uden mørke. I praksis er vi ofte ikke begejstrede for at se på vores modsatrettede poler (også kaldet skyggesider). Vi bryder os ikke om dem og har ikke lyst til at give dem opmærksomhed. De skal helst bare forsvinde, pakkes væk, skjules. Men de forsvinder ikke! I stedet bliver de noget vi skammer os over at indeholde, og som vi dømmer os selv for. Derved er jagten på at blive en anden udgave af os selv i gang. Det er en uhensigtsmæssig cirkel, der kan have store konsekvenser. 

En konsekvens, ved at løbe fra dig selv er og ikke (ved)kende eller acceptere dine modsætninger, er, at du kan komme til at  føle dig ufri og fastlåst og uden reelle valgmuligheder. Og det kan betyde, at du ikke opfylder hele dit potentiale som menneske, som forælder, som kæreste og som medarbejder. Der er nemlig også massive ressourcer gemt i disse skyggesider – hvis du får øje på dem. 

Når vi skjuler sider af os selv, ønsker vi ikke at andre skal se dem. En anden konsekvens er derfor også, at du kan føle dig sårbar og udsat for svær kritik, hvis andre omtaler eller prikker til disse sider i dig. Det betyder, at du lettere kan du komme i en situation, hvor du føler dig angrebet, og hvor du uden at ville det begynder at forsvare dig selv. Det er blandt andet her amygdala og autopiloterne instinktivt træder til for at beskytte dig – uden omtanke.

Hvis du på den anden side er fortrolig med flere af dine skyggesider, og accepterer at de (også) er en del af dig, er det ikke nær så farligt, hvis andre prikker til dem. Din amygdala forbliver mere rolig og efterlader rum til, at du kan reflektere og beslutte hvilken reaktion, der vil være mest hensigtsmæssig. Det er her du vil formå at sige fra på en tydelig og klar måde, som også har respekt for din modpart. 

Sammenfattende er muligheden for at skabe en forandrende udvikling for dig selv og for dine omgivelser reel, hvis du arbejder med at opdage, acceptere og integrere så mange forskellige sider af dig selv – OG disses modsætninger – som muligt.

Dét er årsagen til påstanden om forandringens paradoks, som siger, at en (varig) forandring først sker, når du formår at blive den du er – ikke når du kæmper for at komme væk fra dig selv eller for at blive en anden – eller noget andet.

Jeg medgiver: det er ikke altid et kønt syn med alle de skyggesider – men heldigvis er det ikke et krav, at vi knuselsker alle vores skyggesider. Hvis vi kan nå dertil, hvor vi uden dom og skam kan accepterer os selv, som den vi er og hvor vi primært søger anderkendelse fra os selv i stedet for i vores omgivelser, er et af livets store mål nået. Måske et livsforandrende mål, som vil skabe ringe i vandet for dig selv og dine omgivelser  – og dét vil være alt arbejdet værd!

Kontakt mig, hvis du, eller en du kender, ønsker hjælp til rejsen mod varig forandring. 

Hvor meget bruger du MAN i dit daglige sprog? Og hvem er MAN egenlig? 

MAN, er en generaliserende og uspecifik betegnelse, der bruges i flæng. Ofte bruges det som et slags forsvar – et cover for at undgå at være tydelig og tage ansvar for, hvad der reelt menes. 

Det lyder som om, at det altid er intentionelt. Det er det langt fra! Det foregår i vores autopilot-center, hvor vores sprog og handlinger, uden bevidsthed, reproducerer det, vi har lært. 

Prøv at lytte efter MAN-ordet. Det er overalt! 

Lederen til medarbejder(gruppen):

I denne afdeling er MAN er del af et fællesskab og MAN løfter i flok. 

Medarbejderen til lederen: 

Hvis der kommer flere opgaver, må MAN tage nogle andre opgaver væk, ellers kan MAN ikke følge med. 

Forælderen til barnet: 

Lille skat, MAN skal børste tænder hver aften, og MAN skal tidlig i seng, så MAN kan være udhvilet. 

Barnet til forælderen: 

Må MAN ikke få mere fredagsslik? Hvor sent må MAN være oppe? 

Og prøv så at lytte til, hvad der sker, hvis det (mere) bestemte pronomen bliver benyttet i den givne situation. 

Lederen til medarbejder(gruppen):

I denne afdeling er DU er del af et fællesskab og I løfter i flok. 

Medarbejderen til lederen: 

Hvis der kommer flere opgaver må LEDELSEN tage nogle andre opgaver væk, ellers kan JEG ikke følge med. 

Forælderen til barnet: 

Lille skat, DU skal børste tænder hver aften, og DU skal tidlig i seng, så DU kan være udhvilet. 

Barnet til forælderen: 

Må JEG ikke få mere fredagsslik? Hvor sent må JEG være oppe? 

Det kræver mod at stå til ansvar for sig selv og stå ved sine holdninger og sin undren. Det mod viser du fx, når du bruger JEG i stedet for MAN. 

Ligesådan kræver det gode relationskompetencer at være tydelig i sine forventninger til andre og udtrykke dem på en ordentlig måde. At omtale “den anden” som fx du og dig i stedet for MAN, vil i sig selv gøre en forskel i den fremtidige relation og dialog. 

Ikke mindst kræver det kontinuerlig sproglig opmærksomhed at få styr på, hvornår du selv bruger MAN, når du I virkeligheden mener noget andet. 

Næste gang du oplever dét, så prøv at stoppe op og spørge enten dig selv eller den anden, der bruger ordet: “Hvem er MAN egenligt?” 

PS: MAN er naturligvis fint at bruge, hvis du mener MAN, som et stedord, der henviser til en uspecificeret eller uidentificeret person, eller hvis du bruger det i forbindelse med et generaliserende budskab – og altså intentionelt. 

Dét må MAN altså stadig gerne 😉

Fortsat god jagt på de små ord med den store virkning. 

Læs mere om andre små og virkningsfulde ord her.

Og lad mig endeligt høre, hvis du kender andre små ord, der trænger til en omgang i opmærksomhedskikkerten. 

Det er november, men det er lørdag. Det er november og det er lørdag. 

Kan du se forskellen?

Men virker i praksis som en nægtelse af den forudgående sætning. Og når det er tilfældet, giver den første sætning i bedste fald ingen mening. I værste fald sker der det, at den første sætning bliver ubetydelig, uanset om det er hensigten eller ej. 

Prøv at se denne sætning i dét lys: Jeg er tilfreds med dit arbejde, men vi må tale om, hvordan din kommunikation kan forbedres næste gang.

Personligt ville jeg fuldstændigt glemme den første del af sætningen og kun huske den sidste: Jeg har gjort noget forkert. 

Modsat: Jeg er tilfreds med din præstation, og vi må tale om, hvordan din kommunikation kan forbedres næste gang. 

På en finurlig måde forekommer den sidste sætning lidt mere spiselig og begge dele kan tages med til det videre arbejde.

Og kan også udtrykke en psykologisk modenhed til at turde formidle og være i en ambivalens eller et modsætningsforhold – til at acceptere, at begge forhold kan koeksistere. 

Jeg elsker mit arbejde, men det fylder alt for meget i mit liv. Jeg elsker mit arbejde, og det fylder alt for meget i mit liv.

Andre eksempler af mere eksistentiel karakter:

Jeg elsker dig, men jeg er vred på dig. Modsat: Jeg elsker dig, og jeg er vred på dig. 

Livet er skønt, men jeg er uhelbredeligt syg. Modsat: Livet er skønt, og jeg er uhelbredeligt syg. 

Prøv selv at lege videre i dit daglige sprog. Det kan forekomme lidt kunstigt, OG jeg lover, at der sker noget i din kommunikation og ift den måde, som du bliver opfattet på.