Som voksne gør vi det, vi har lært os, da vi var børn!

Børn er kloge, og de gør som udgangspunkt alt i deres magt for at samarbejde med deres voksne – for børn vil gerne høre til og blive elsket. Og det er virkelig smart, at børn indordner sig deres omgivelser og lærer at regulere sig selv og finde strategier, så de kan leve i de forhold, der nu engang er til stede i deres liv.

Børn indordner sig i alle slags familier. Og for mig bliver det mest tydeligt når sammenhængen er ekstrem – fx børn, der vokser op i familier præget af vold, alkoholisme eller psykisk sygdom. Eller tænk på de børn, der vokser op i fangelejre eller under Talibans regime. Hvordan kan børn lege og grine i fangelejre eller når mor ligger døddrukken hjemme på sofaen? Det kan de, blandt andet fordi de er virkeligt gode til at indordne sig og finde måder at leve med det der er.

Det handler om overlevelse i fællesskabet – fysisk og mentalt. At være en del af et fællesskab er det vigtigste for et barn – og der synes ikke at være et alternativ – andet end måske sindssyge.

Derfor gør børn dét, der virker i situationen – virker på den måde, at barnet sikrer sig sit fortsatte tilhørsforhold til fællesskabet – og det er en fantastisk gave at de kan det!

Problemet er, at når de bliver voksne fortsætter de ufortrødent de strategier, som de har lært som børn – og de strategier, som også kan kaldes “autopiloter”, er ikke altid hensigtsmæssige.

Et eksempel:

Et barn, Søren, har, via tidlige erfaringer, lært sig, at når de voksne er kede af det eller er vrede og råber, så er det bedst, hvis Søren ikke viser sine egne følelser, men i stedet gør sig usynlig og går ind på værelset. Dét virker rigtig godt – i hvert fald bliver de voksne ikke mere sure på Søren når han bare fordufter og risikoen for at Søren bliver udelukket bliver minimeret i situationen – i virkeligheden ved at han udelukker sig selv.

Når så Søren er blevet 32 år, og står midt i en konfrontation med sin kæreste, der er ked af det og vred, så gør Søren som han plejer – han gentager sin strategi når der er konflikt på færde. Han lukker af for sine følelser, tager ikke kærestens følelser ind og vælger i stedet at gå sin vej for at komme væk fra konflikten.

Søren – det voksne barn på 32 år – gør hvad han har lært sig og det bliver han ved med. Flugten er den vej, der synes tryggest, og den strategi han kender bedst. Det er dog ikke sikkert, at Sørens strategi er hensigtsmæssig længere – ikke for hans kæreste, for forholdet eller for Søren og hans øvrige relationer i familien eller på arbejdet. Men hvordan ændrer Søren sin reaktion på konflikter?

Midlet mod, at vores strategier pludselig begynder at spænde ben for os er opmærksomhed!

Når / hvis Søren bliver opmærksom på, at der ikke længere er de samme ting på spil, når en konflikt udspiller sig i hans voksne liv, får han nogle andre handlemuligheder, som han kan prøve af. Hvad sker der egentligt, hvis han bliver stående sammen med kæresten, når hun bliver vred og ikke bare går? Hvad sker der, hvis han lytter til hvad hans kæreste siger og hører efter hvad hun siger i stedet for at undgå kontakt i situationen? Der er mange mulige prøvehandlinger.

Vi kan ikke forandre, hvad vi ikke er bevidste om. Og selv når vi er bevidste om, hvad vi gør, så kræver varig forandring af forholde- og handlemåder mange nye prøvehandlinger, nye erfaringer og kontinuerligt fokus på hvilke autopiloter, vi ønsker at køre videre med og hvilke vi ønsker at overtage styringen med.

Første skridt er dog opmærksomheden på, hvad der foregår i situationen i vores voksne liv. Fungerer det for os nu eller føles det forkert og uhensigtsmæssigt? Der er altid nye valg og der er altid mulighed for forandring. Det kræver blot, at du indstiller luppen på autopiloterne i dit liv. Kontakt mig, hvis du ønsker hjælp til at indstille luppen.

Når alt det er sagt, så vil jeg – med fuld opmærksomhed – finde mit køleskab og åbne en cola zero og fejre at weekenden er nær – og sende en kærlig tanke til min forældre, der lærte mig at drikke cola som 2-årig ♥️

(Og jeg frabeder mig gode råd til at komme ud af dén afhængighed).