Jeg har brug for at ligge i opladeren, når det er ferietid! Fedt udtryk – lånt af en med-studerende. Og mange af os kender behovet for at lægge sig i opladeren og få tanket batterierne op i ferietiden. Det er virkelig tiltrængt, for de er ofte helt i bund, når vi nærmer os ferien.  Men mange af os kan ikke nøjes med at restituere i ferierne – vi har løbende i hverdagen brug for at passe på os selv og lade op, så vores ressourcer ikke bliver brugt op, inden vi når hhv. uge 7, 29, 42 eller 51. Problemet kan være, at når vi i hverdagen vælger at gøre noget godt og batteri-opladende for os selv, så følger der, lige i halen af det, en voldsomt irriterende dårlig samvittighed . En skyldfølelse over at vælge sig selv til – på bekostning af noget eller nogle andre. Og skyldfølelsen kan nogle gange være så intens, at den rent faktisk afholder os fra at gøre det, vi ved, vi har brug for. 

I Morten Albæks nye bog Falske sandheder lyder det, at 40 % af os fortryder det liv, vi har levet indtil nu. Samtidigt vil 60 % af os ønske, at vi kunne leve et liv med en højere grad af selvrespekt.

Jeg ved ikke rigtigt med de procentsatser. For det slår mig, at vi lever i et samfund, hvor man nærmest skal være en lille smule selvkritisk for at være OK. Vi skal helst have udpeget et næste mål, et højere karrierersigte, eller en personlig udviklingsmulighed, som vi kan tale med om i vennegruppen eller på arbejdet.

At være tilfreds og “nøjes” med det liv, som vi nu engang har skabt os, er ikke rigtig comme il faut. Måske er det også Jante, der spiller ind her. Vi skulle jo nødigt tro, at vi var bedre end andre!

På samme tid, og hvis man tager et metaperspektiv på vores liv i lille Danmark, så har vi aldrig haft bedre forudsætninger for at være tilfredse, glade og lykkelige.

Så hvad er det, der foregår?

Det gør jeg – som pårørende. Og PNES skal man tage alvorligt.

Tilstanden kan ligne epileptiske anfald, hvor personen mister bevidstheden og får krampelignende anfald. Det er ikke epilepsi, da forstyrrelsen ikke kan måles i hjernen som ved epilepsi.

Der i stedet tale om en dissociativ tilstand, hvor der sker en form for afbrydelse eller manglende sammenhæng i bevidstheden.

Vi kender det alle i mild form, når vi fx glider hen i dagdrømme og glemmer tid og sted, eller går hen i køkkenet for at hente noget, men, når vi kommer der hen, har glemt, hvad det var, vi skulle. Denne form er mere indgribende og alvorlig.

Som en del af mine afsluttende eksaminer som gestaltterapeut, har jeg i går forsvaret en synopsis, der har undersøgt, om – og i givet fald hvordan – den gestaltterapeutiske metode med sit eksistentialistiske udgangspunkt, kan understøtte mennesker, der er diagnosticeret med PNES, så de kan leve et meningsfuldt liv med sygdommen.

Jeg håber at mit lille mini-studie kan bidrage til udbredelse af viden om sygdommen og om symptomerne, så færre mennesker bliver fejldiagnosticeret og fejlbehandlet, og så flere med diagnosen kan leve et meningsfuldt liv uden at blive et offer for sig selv og for sundhedssystemets kasser.

Hvad? Er det nu finere at være i sin krop end at være i sit hoved?

I lang tid syntes jeg, at citatet ovenfor var lidt… ”urtet” (i mangel af bedre ord). Hvad var der nu galt med mine tanker, min hjerne, mit intellekt?

Som en klassisk akademisk skolet embedskvinde, der både professionelt og privat brugte virkelig meget tid i mit hoved, havde jeg svært ved at begribe, hvad citatet betød, og hvad det ville mig. Dét med sanserne – dét måtte være for nogle andre. Nogle der var, ja, undskyld igen, mere urtede end mig.

Samtidigt oplevede jeg en tendens til, at det var lidt ”finere” at være i kontakt med vores kroppe, end det var at være i kontakt med vores hoved. Det provokerede mig voldsomt, og ikke mindst når nogle sikkert velmenende medmennesker fik lyst til, at jeg også skulle ”ud af mit hoved”. Det skulle de denundehylemig ikke blande sig i!

Kender du til at være et hovedmenneske, der til tider føler sig en smule forkertgjort og udskammet, og uden rigtigt at forstå hvad problemet egentligt er? Så kan min vej mod at finde en mening med citatet måske være inspirerende – du er i hvert fald velkommen til at læse med

Hvis du vil ændre på noget, skabe en forandringen der kan mærkes i livet, er det vigtigt, at du kender dit udgangspunkt – det rigtige autentiske udgangspunkt. Det er vigtigt, at du ved, hvem du er, og hvad du står for. Hvad er dine styrker og hvad er dine udfordringer. Sådan helt ærligt….

For hvis du vil skabe en varig forandring, kan du ikke gøre det med udgangspunkt i den person, som du ville ønske du var, og som du måske nogle gange bilder andre (og dig selv) ind, at du er.

Det er lidt ligesom, at du ikke kan tage fra Københavns Hovedbanegård til Helsingør Station, hvis du står i Valby.

Hvis du gerne vil ændre en særlig måde, du reagere på i en konkret situation (fx på arbejde eller med din kæreste), så må du nødvendigvis se på, hvordan det faktisk er du handler i situationen. Ellers kan du ikke vælge anderledes, og så vil du, med overvejende sandsynlighed, fortsætte med at gøre, som du plejer næste gang, du står i situationen.