Vil du ikke have det, som du har det?

Mange af mine klienter kommer til mig, fordi de på den ene eller anden måde oplever at være et svært sted i deres liv.

De har enten en present krise pga fx død, skilsmisse eller sygdom. Eller også kommer de, fordi de oplever en generel utilfredshed og nedtrykthed, som de ikke umiddelbart kan henføre til en speciel begivenhed – den er der bare som en underliggende grundstemning i alt, hvad de foretager sig.

Fælles for langt de fleste er, at de meget gerne vil have de dårlige følelser af fx kedafdet-hed, vrede, udbrændthed og utilfredshed til at gå væk.

De vil ikke have det, som de har det.

I stedet vil de gerne være glade, lykkelige, tilfredse og mærke livslyst og gåpåmod. Og helst nu!

Så de forsøger, med alt de har lært, at undgå og undvige de svære følelser. De distrahere sig selv med andre ting og benægter kognitivt tingenes tilstand.

Men så let er det desværre ikke. Tværtimod !

For når du mærker noget ubehageligt, og samtidigt ikke vil acceptere, at det er sådan du har det, så har du skabt dig ikke blot ét, men to problemer, som du må håndtere.

Og de svære følelser går ikke væk af at blive ignoreret. De sætter sig i vores system, og kan på sigt gøre os syge og/eller distancerede fra os selv.

Det er ikke så sært, at vi reagerer, som vi gør. For mange af os har ikke lært andet end, at de svære følelser skulle vi ikke håndtere – vi skulle se at komme videre. “Op på hesten igen”, “nu må du bare fokusere på det positive” og “det går nok snart over” er alle eksempler på, hvordan vi har manglet et sprog, når livet slog kolbøtter.

Jeg tror, at ubehagelige følelser, er det moderne menneskes største frygt. Vi søger det nydelsesfulde, bekvemme og ikke mindst det lykkelige liv.

Men livet er tveægget. Der hører også et ubehag og en vis portion mistrivsel til. Og det tror jeg, vi er nødt til at blive bedre til at acceptere og lære at leve med – i stedet for at prøve at få det til at gå væk.

Jeg tror på, at hvis vi tør lytte til og være med de følelser, der vækker ubehag i vores system, så kan vi blive sat mere fri end en målrettet søgen efter lykken nogensinde vil kunne.

For så er der ikke længere noget eller nogle følelser, vi skal undgå og vi kan opleve vores verden med åbne øjne og mærke livet mere helt – både når det er virkelig hårdt, men også når det er helt fantastisk.

Når vi kan være med og åbne for hele følelsesspektret, bliver selve livet også større. Når ikke vi bedøver os med misforstået følelses-forskrækkelse, så kan lykkens små øjeblikke bedre finde vej til os – også lige midt i den allerstørste krise.

Vil du arbejde med dine svære følelser på en inkluderende og anerkendende måde, så tøv ikke med at tage kontakt: https://www.camillahorup.dk/terapi

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *