Teenagere vil IKKE fikses!

Vores unge mennesker gider ikke blive fikset af deres forældre – og de får det endnu værre, end de allerede har, når de også skal rumme, at deres forældre får det svært, når de har det svært.

Børn vil ikke være en byrde for deres forældre – så hellere klare ærterne selv!

Har du svært ved at rumme, når din teenager har det svært og bøvler med at finde vej i livet? Og er din første impuls at hjælpe, trøste, give gode råd og fikse problemet?

Så STOP OP NU og lær dig selv en anden strategi! For jeres begges skyld.

De fleste unge mennesker har perioder, hvor deres trivsel er udfordret, og hvor livet gør ondt. De har problemer med deres selvværd, er utilfredse med deres udseende, med deres voksne, med vennerne, med kæresten, de er ensomme, ikke dygtige nok, triste, nedtrykte eller har fundet på uhensigtsmæssige strategier til at slippe for problemerne for en stund.

Alt det er HELT normalt. Og det er virkelig vigtigt, at de allerede nu lærer AF DIG, at sådan er livet også en gang i mellem.

Midlertidige kriser er en del af teenagelivet, såvel som det er en del af resten af livet. At forsøge at få kriserne til at gå væk er utopisk. I stedet skal vi lære at navigere i dem på en sund måde, herunder lære gode mestringsstrategier for at komme igennem dem – ikke uden om dem.

Jeg møder så mange unge mennesker i mit arbejde (og i privaten, inkl. mine egne!) som siger, at de elsker deres forældre højt, men at de ikke altid synes, de kan tale med dem om deres problemer, fordi forældrene ikke lytter ordenligt til, hvad de siger.

I stedet oplever de, at forældrene lytter lidt og så ellers går i gang med fx at give gode handlingsanvisende råd og tale om, “at så slemt er det nok heller ikke, hvis bare…”…de gode råd bliver fulgt.

På trods af gode intentioner om at hjælpe med det svære, så oplever de unge sig ikke hørt og de føler sig negligeret og ikke taget alvorligt. Og ikke mindst så føler de det som om, at deres forældre ikke kan rumme, at de har det svært og er kede af det. De mærker forældrenes uro ved ikke at kunne fikse udfordringen, hvilket for mange betyder, at de trækker sig for ikke at blive en belastende byrde i forældrenes liv.

Ligningen hedder fra den unges vinkel:

Når jeg er ked af det og deler det = mine forældre vil fikse mig og få det til at gå væk = jeg vil ikke være en byrde = jeg stopper med at dele, når jeg er ked af det = mine forældre oplever afstand og modstand og presser på for dialog = pres avler modpres, så jeg trækker mig endnu mere og forholdet går i hårknude = jeg føler mig misforstået og mine forældre er ikke brugbare.

(Ting kan godt blive ret sort og hvidt i en teenagers hjerne)

Desværre er konsekvensen ofte, at de unge vælger ikke at dele så meget med forældrene – de lukker dem ude af deres følelsesliv og kontakten bliver ikke et trygt sted, som de kan falde tilbage på, hvis deres strategier ikke virker. Problemet kan også være, at så kommer de heller ikke og spørger, når de er ude på dybt vand og virkelig har brug for et godt råd.

Ligningen er super problematisk. For de unge HAR meget brug for at dele alt det svære de går igennem. Når vi i kontakt med et andet menneske taler om udfordringerne, så beroliger vi vores nervesystem, og det giver i sig selv overskud og mere balance til netop at håndtere alle både gode og svære ting, som livet byder på.

At tale om problemerne hjælper dem til bedre at kunne regulere sig følelsesmæssigt, og det skaber værdi, at få sagt tingene højt og ligesom få lidt mere styr på brikkerne i livets store puslespil. Men de har brug for selv at have ansvaret for at få styr på puslespillet og andre kan ikke lægge det for dem.

Så forældre: STOP med at forsøge at lægge brikkerne på plads for dem. STOP med at forsøge at få din teenagers problemer til at gå væk. Og med det mener jeg: STOP med, som det første, at sætte autopiloten på enten fikse-, forsvare-, trøste- eller opmuntremode. Gør kun dét, hvis de beder om det.

Prøv i stedet bare at lytte og ikke sige noget – andet end måske små anerkendende nik eller spejlende lyde, som følger den unges fortælling på vej – kan fx være aha, hmm, ja eller nej.

Prøv det én gang – og oplev, om der er en forskel i jeres dialog og måske en forskel inde i dig.

Hvis du er ligesom mig og størstedelen af alle andre kærlige og omsorgsfulde forældre, så gør det ondt helt ind i hjertet når dit barn har det svært. Og trangen, til at få det til at gå væk, er genkendelig og helt normal. Problemet er bare, at det er ikke dét, de unge mennesker har brug for. Den trang må tøjles lidt, så den unge i stedet kan bruge dig til at smide brikkerne op ad og derigennem lære sig selv bedre at kende og selv lære, hvordan livets udfordringer kan og skal håndteres.

Så hvis ikke man må fikse, guide og give gode råd, hvad er det så de unge mennesker efterspørger fra deres forældre?

De vil gerne elskes og respekteres som dem, de er – også når de dummer sig eller ikke helt lever op til deres egne eller andres forventninger. De vil gerne have et trygt sted, hvor de altid kan gå hen, hvis livet slår knuder og brikkerne i puslespillet ikke sidder rigtigt.

Hos jer, deres elskede forældre, som de har så meget brug for og samtidigt skal forsøge at løsrive sig fra, søger de på daglig basis:

• Et øre, der kan lytte uden at munden kommer med løsningsforslag
• En kontakt og en dialog, som anerkender og rummer de følelser, som den unge har – både de glade, de triste og de vrede følelser
• Omsorg for den unge, uden at omsorgen mest hører til hos forældrene selv – a la: forælderen går i stykker, hvis ikke den unge får det bedre snart
• Et kærligt og roligt blik, som I: jeg stoler på, at du er et kompetent menneske, som finder vejen og på sigt får lagt brikkerne rigtigt. Ansvaret er dit, og jeg er her, hvis du har brug for mig
•  Et knus uden ord eller bare et: jeg elsker dig, fordi du er dig med alt hvad du er og ikke er.

Hvis du som forældre rent faktisk oplever, at du reelt går i stykker indeni, når din teenager har det svært, så er dét nærmest umuligt at skjule. Og så vil du have svært ved at følge ovenstående guide. Dét er der råd for. Men det kræver, at du er villig til at gøre et stykke arbejde med dig selv, for at få mere styr på grænserne mellem dit barn og dig og måske på, hvad der er på spil i dig, når dit barn har udfordringer. Dét kan jeg hjælpe dig med – så du og din teenager kan få et sundt og godt forhold som fundament for jeres kontakt resten af livet.

Disclamer: for at foregribe en evt kritik, vil jeg tydeliggøre, at der naturligvis er situationer, hvor forældre skal tage ansvaret fra barnet / teenageren og handle / give gode råd – også selvom den unge ikke ønsker det. Disse situationer er i min optik dog kun, hvor den unge er i en betydelig og livstruende krise og er til fare for sig selv eller andre.