Juli 2022

Lose your mind and come to your senses

Undskyld, men hvad betyder det? 

Citatet stammer fra gestaltterapiens grand old man Fritz Perls. Og da jeg læste det første gang, provokerede det mig umiddelbart, at han dikterede mig ud af mit hoved og ind i mine sanser. Når andre mennesker har projekter på mine vegne, går jeg let i forsvar og bliver "Camilla-modsat" - yt af min kahyt, tak!

Som gestaltterapeutstuderende vidste jeg dog, at modstanden nok havde et relevant budskab, som jeg kunne lære noget af. Som altid er der nemlig en bagvedliggende gave ved ting, der sætter mit system og (primært) min vrede i svingninger – hvis jeg tør se nærmere efter.

Ergo besluttede jeg ikke bare at affærdige citatet som noget gammelt ævl, men i stedet forholde mig til det og finde min mening med det.

Er vi primært tænkende eller følende væsner?

Jeg var – og er – primært et tænkende væsen. Det er i hvert fald det stående narrativ, jeg har om mig selv. Og jeg har nok tidligt lært mig, ikke at være bevidst om de mange følelser og affektive processer, der underliggende og ubevidst også har styret mig. Jeg mente, at jeg via mine kognitive kompetencer havde kontrol over mig selv og ikke mindst over mine tanker. Og et var rigtigt fint! 

Jeg tænkte næsten altid. Jeg tænkte forud på hvad der skal ske, forberedte mig grundigt og prøvede at kontrollere situationen, så intet kunne ryste mine planer og skabe uro. Derudover tænkte jeg bagud - jeg efterrationaliserede. Jeg analyserede og vurderede på bagkant, hvordan det så gik, om jeg fik håndteret situationen godt nok, og hvad jeg kunne gøre bedre næste gang. Ikke mindst så prøvede mine tanker altid at regne ud, hvad alle andre omkring mig tænkte. Hvad mente de om mig, om situationen og ikke mindst om min præstation?

Shit, mine tanker havde meget magt!!

Non-stop kørte analyseapparatet på højtryk – med fokus på situationer, der var sket og på situationer, der (måske) ville ske.

Da jeg fik kigget nøjere efter, var problemet, at analyseapparatet larmede uhensigtsmæssigt meget og hele tiden. Jeg kunne faktisk ikke stoppe larmen. Så når jeg sad til møde på arbejdet, var ude og spise med en veninde, eller spillede kort med mine unger – var der ikke rigtig ro på øverste etage. Mine tanker kværnede afsted, og jeg opdagede, at det fratog mig en oplevelse af at være nærværende i situationen og i mit liv mere generelt.

Jeg opdagede også, at mange af de tanker, jeg havde, var ret destruktive og fordømmende. Ikke mindst overfor mig selv. Hold nu op, hvor lavede jeg mange fejl og gjorde mange ting dårligere, end hvad alle andre ville have gjort. Intet var godt nok og i øvrigt ville de andre nok lige om lidt gennemskue, at jeg slet ikke var så dygtig en medarbejder, så sød en veninde eller så god en mor, som jeg foregav at være.

Det var virkelig trist at få øje på, hvor hård jeg var ved mig selv. Men det var også godt at få øje på det. For opmærksomheden gjorde mig bevidst om, at det var dét, der foregik. Jeg var min egen værste kritikker og hårdeste dommer, samtidigt med at jeg stort set altid var optaget af fremtiden eller fortiden og ikke helt formåede at være i nu’et.

Kroppen og sanserne talte også til mig!

Hvis ikke tankerne skulle have magten (hele tiden) - hvad skulle så? Det var her kroppen blev relevant. For i processen kom også en bevidsthed om, hvor mange signaler jeg fik syd for hagen - fra kroppen - og på, hvor lidt jeg lyttede til de signaler og tog dem alvorligt.

 Kroppen havde for mig, igennem mange år, været et appendiks til mit hoved. Noget, der var godt at have med mig, og som kunne bruges konstruktivt, men som ikke havde så meget mere værdi. Den var der bare – og skulle helst fungere.

Og sanserne… det jeg mærkede og det jeg følte…  brugte jeg egenligt det til noget? Konklusionen var: ja, en gang i mellem, men det var mere undtagelsen end reglen, at jeg lagde mærke til dem og gav dem noget (positiv) opmærksomhed. Mine positive sanseindtryk og mærkninger blev for det meste taget for givet og / eller ignoreret. Men de svære følelser eller fornemmelser (ked-af-det-hed, ond i maven, forkerthedsfornemmelser), gjorde jeg alt i min magt, for at få til at gå væk. Jeg distraherede mig selv, talte grimt til mig selv om, at det var for langt ude at have det sådan, og negligerede i det store hele, at de fandtes. 

Balancen var helt skæv! 

Det blev tydeligt for mig, at balancen var i udu. Balancen mellem min tænkende hjerne og mit sansende system - og det fratog mig friheden til at vælge, og til at sætte mig i føresædet af mit eget system. Jeg ville noget andet!  

Jeg ville have mulighed for at bruge og være opmærksom på alle de signaler, som mit system gav mig. Mulighed for, at tillægge en fornemmelse i maven lige så meget vægt, værdi og betydning som en tanke i hovedet. Og ikke mindst have mulighed for at slukke og tænde for tankemylderet, og være ok med en morgen at vågne med ondt i maven, fordi noget var svært i mit liv. Jeg ønskede at have muligheden for bevidst at kunne navigere fleksibelt mellem mine tanker og mine kropslige reaktioner.

Hvor sidder STOP-knappen?

Det var en skræmmende opdagelse, at min hjerne havde kontrollen over mig, og at jeg reelt identificerede mig med mine tanker. Men det var sådan det stod til!

Erkendelsen i sig selv var et stort første skridt for mig. Erkendelsen af, at mine tanker og mine kognitive kompetencer var et værdifuldt værktøj for mig at bruge, men at det ikke definerede, hvem jeg var som menneske. 

Heldigvis oplevede jeg ret hurtigt, at bevidstheden om, hvad der foregik, gav mig mere kontrol over, hvornår mine tanker var velkomne, og hvornår de ikke var. Når jeg opdagede, at de i en given situation faktisk var en ubrugelig distraktion, der stjal min opmærksomhed, kunne jeg bedre slukke for dem.

Og sluk-knappen i dette tilfælde var for mig at tune ind på Nu'et - rette fokus på det nuværende og helt konkrete øjeblik. Stoppe op og fx kort fokusere på at trække vejret. Når du gør det, er dit fokus på NU. Og det magiske er, at tanker ikke kan finde ud af at være i nu’et – de er altid i fortiden eller fremtiden. Men ikke i Nu'et.

Med sluk-knappen, opmærksomhed og kontinuerlig træning oplevede jeg stille og roligt at tage kontrollen tilbage. Og, kan jeg lige så godt sige med det samme, det kræver virkelig meget træning. Det er helt ligesom andre "dårlige" eller ubevidste vaner - de brydes ikke fra det ene øjeblik til det næste. træning og kærlig overbærenhed med mig selv når ikke det lykkedes (i stedet for at skælde mig selv ud - som jeg plejede). 

For jeg "falder stadig i" nogle gange, får tankemylder og destruktive dage, hvor jeg ikke er særlig sød ved mig selv, og hvor jeg glemmer at lytte til de signaler, som jeg får fra min krop. Men der går ikke længere så lang tid, inden jeg forstår, at det er dét, der er sket, og at jeg har overdraget ansvaret og kontrollen til mine tanker. Og som sagt er opmærksomhed den allervigtigste faktor for at kunne tage kontrollen tilbage og forblive en mere autentisk og helstøbt udgave af mig.

Du dør ikke af at slå hjernen fra!

Så for at vende tilbage til citatet ovenfor… Lose your mind and come to your senses. 

For mig betyder det blandt andet: du dør ikke af at slå din hjerne fra engang i mellem. Tværtimod, når du gør dét, er din krop, dine sanser og dine følelser lige så kompetente til at guide dig i livet, på arbejdet eller i privaten. Kan du omfavne og lytte til hele dit system, rumme både gode og svære tanker og følelser, bliver livet mere rigt - det er i hvert fald min erfaring. Først da jeg kunne mærke dyb dyb sorg, kunne jeg også mærke dyb dyb glæde. 

Måske kan du, der læser med, relatere eller skabe resonans i det jeg skriver. Hvis du kan, er du velkommen til at lade dig inspirere af min proces – og måske selv en dag tage livtag med balancerne i dit liv.

Og husk - intet er sort eller hvidt. Det er IKKE finere at være kroppen eller i hovedet - men det er super fint, hvis du kan formå at være begge steder så du ikke kun er i enten dine tankers eller i dine følelsers vold.